Galerie

DANZIG NYT

 

At tyverierne ikke gælder alle udenland­ske biler, kan bevises, idet flere af de tyskere, vi var sammen med i Gdansk, kørte i Mercedes 280  og de kørte også fra Polen i de samme biler.
Et af de steder, som vi besøgte den første dag var rådhuset.
Rådhuset er bygget i Renæssance med senere tilbygninger/udvidelser i Barok. Når klokken er tolv kommer der 2 bukke ud over uret, hvor de stanger med hinanden tolv gange. Figurerne er først renoveret for nyligt, så det er ikke alene turisterne, der stiller op til fore­stillingen, men også de lokale beboere. Bukkene har forbindelse med byen Poznaå's historie.
Rådhuset er beliggende på en stor plads, hvor der er mange restauranter og andre listige steder, hvor der er lejlighed til at væde tørre ganer. Vi benyttede os af sidstnævnte tilbud på Peters "favoritsted". Servitricen var i mellemtiden skiftet ud, så vi vente kun tilbage til stedet et par gange i de føl­gende dage.

Sidst på eftermiddagen var vi til mødet i den lokale frimærkeklub.
Billedet var ikke meget forskelligt fra et møde i en dansk frimærkeklub - borde med indstiksbøger og kasser med breve - livlig snakken om nyheder og diskus­sion omkring bytteriet.
Vi kiggede selvfølgelig på herlighederne uden dog at finde de store ting. Peter fik et par Berlin breve og jeg fik 2 helsager fra Danzig.
En time henne i mødet kom der en busfuld danskere, som også havde fundet vej til mødestedet, selv om dette lå godt gemt (ind igennem en port, op på 1. sal, og ned af en lang gang).

Aftensmaden blev igen indtaget på Hotel Polonez - og sengetiden blev fremrykket til kl. 21³% idet vi skulle tidligt op næste morgen for at være til stede ved udstillingens officielle åbning.

Fredag den 6. maj 1993:
Efter endnu et gensyn med det store morgenbord, hentede Peter mig på hotellet og vi gik ind til udstillingen -en tur på små 20 minutter.
Vi ankom i god tid og tog opstilling udenfor hovedhallen, hvor åbningscere­monien skulle foregå. Postorkestret stod opstillet og udfyldte ventetiden med flere gode musiknumre.
Midt i den store menneskemængde kom vi til at stå i nærheden af Brigitte og Bent Bush, samt U. Munck-Andersen. Med kun et minuts forsinkelse ankom præsident Lech Walesa med 6 body­guards og en polsk Kardinal (alle præsi­dentens rådgivere er kardinaler og den røde kalot ses altid, når Lech Walesa optræder offentligt).
Efter de obligatoriske taler af borgme­ster, postdirektør, F.I.P.-folket o.s.v. holdt Lech Walesa sin tale og erklærede udstillingen åbnet ved at klippe silke­båndet over.
Tilskuerne strømmede ind for at tage objekterne fra Dr. Elizabeth, fyrst Rainier, de forskellige postvæsner, samt Grand Prix udstillerne i øjesyn.
I denne forbindelse blev jeg ikke færre end to gange, hvor jeg i alt fredsomme­lighed stod og kiggede på eksponaterne, "rendt over ende", skubbet bort og trådt over tæerne af Lech Walesa's "Gorillaer", som ikke undskylder deres rå og meget ublide optræden. Da jeg

 

 

 

argang Nr. 16 August 1993, Seite 12.