Galerie

Af Keld Sørensen.

Frimærkeklubben
i OFLAG IIC

Efter lynangrebet på Polen og den deraf følgende kapitulation i løbet af september og oktober 1939 stod de tyske bære med tusindvis af tilfangetagne polske soldater og officerer.
Og først i løbet af foråret 1940 lykkedes det at få etableret mere permanente lejre, hvor disse krigsfanger kunne blive inter­neret.

OFLAG IIC Woldenberg
En af disse lejre blev oprettet i nærheden af en lille landsby, Woldenberg, der på det­te tidspunkt var beliggende i den østlige del af Tysland tæt på den daværende græn­se til Polen.
I dag ligger denne by — på grund af græn­sefiytningen efter afslutningen på Anden Verdenskrig — i Polen omkring 120 km sydøst for Szczecin og har nu navnet Dobi­egniew.
I juni måned 1940 var lejren etableret på et ca. 25 ha stort område med omkring 50 be­boelsesbarakker. Desuden var der bygnin­ger for lejradministration, vagtmandskab, hospital, kantiner og værksteder.
Lejren fik betegnelsen OFLAG IIC Wol­denberg.
Og snart var der samlet henved 7000 sol­dater — omkring 6000 officerer af forskel­lig rang og omkring 1000 menige, un­derofficerere og sergeanter, der blev tildelt forskelligt arbejde i lejrens værksteder samt uden for lejren.
Denne lejr blev således den største interne­ringslejr for polske soldater på tysk områ­de under Anden Verdenskrig.

Kulturelle aktiviteter
Livet i lejren og forholdet mellem den tyske lejradministration og de internerede var ret anstrengt. Fangerne skulle behandles i henhold til Genv-konventionen, ligesom det internationale røde kors, i følge denne konvention, skulle have adgang til lejren.
Men dette blev ofte — i de første år — tilsi­desat af den tyske lejradministration.
En anden af Genv-konventionens punk­ter omhandler krigsfangers ret til kulturelle aktiviteter: Teater, sport, intern nyhedsfor­midling mv.
Der blev derfor — umiddelbart efter lejrens etablering — oprettet et råd, der fik til opga­ve at organisere forskellige kulturelle akti­viteter for de internerede.
I officerslejre eksisterede der, uafhængigt af tyske lejrkommandanter en institution »lejrens ældste«. Denne person var som regel en officer af højeste grad. Han repræsenterede fangerne overfor lejrkom­mandanterne og var desuden militær over­ordnet i forhold til de øvrige internerede. Alle initiativer skulle således — i overens­stemmelse med den militære disciplin —forelægges og godkendes af denne per­son.
En af de første initiativer, der blev forelagt og i øvrigt accepteret af »lejrens ældste« i

 

 

 

 

 

Nr. 20 December 1994, Seite 34.