Galerie

DANZIG NYT

Turen til Polen
Rdetuct af Curt Hosay

 

Tirsdag den 4. maj 1993:
Jeg startede fra Aalborg tirsdag den 4. maj om eftermiddagen og hentede Peter Ulstrup i Haderslev på vejen. Efter lidt snak over en kop kaffe og en øl kom vi afsted ved 22-tiden.
Vi skiftedes til at køre turen igennem Tyskland over Berlin til Frankfurt/Oder (d.v.s. Peter tog det store slæb), og vi nåede efter en lille "omvej" på 20 km frem til den polske grænse tidligt på morgenstunden.

Onsdag den 5. maj 1993:
Der var allerede kilometer lange køer -lastbiler og personbiler i hver sin række - men efter en lille halv times tid var vi fremme ved den polske grænsekontrol, som behandlede os pænt, idet vi slap over uden nærmere undersøgelser og afstempling af passet.
I forvirringen over, at vi "slap så billigt" fik jeg ikke stemplet mit toldpapir på udstillingssamlingen, som jeg havde med i bagagen.
Turen til Poznaå blev klaret på et par timer.
Vi kørte straks til udstillingen, hvor jeg skulle montere min samling senest samme dag (onsdag 5/5).
Vi fandt hurtigt indskrivningsstedet (Pavillon nr. 41) og efterlyste en person, der talte engelsk eller tysk - det var MEGET svært, men det lykkedes dog.
Der var lidt brok, fordi jeg ikke havde et toldstempel fra grænsen, men jeg blev "gennet" ind til en tolder, der havde en "smart" måde at tælle på -frimærker og breve skulle jo afstemmes med den liste, jeg havde udfærdiget hjemmefra.
Venstre pegefinger blev brugt til at markere frimærket og højre hånd blev brugt til at tælle på. Tolderen var godt klar over, at 5 fingre ikke var tilstræk­keligt, hvorfor har havde udviklet sit eget system, nemlig at tælle 1 på pege­fingeren, 2 på langfingeren, 3 på ring­fingeren og 4 på lillefingeren alt i me­dens tommelfingeren strittede ud i luften, • Han fortsatte med at bukke tommelfingeren halvt ind imod håndfla­den (vel sagtens hans form for "mente" og bøje pegefingeren ned til tommelfin­geren, det var hans "femtal" og derefter fortsatte "proceduren" med de resteren­de 3 fingre - ergo han kunde tælle til 8. Nu skete der blot det, (for ham sikkert en uforskammet­hed) at jeg har enkelte plan­cher, hvor der ikke er breve på, så disse indeholder op til 12 frimær­ker - og nu var gode råd dyre for den arme tolder! Hans "otte-tals-sy­stem" virkede ikke længere og han blev totalt forvirret.
Jeg nænnede ikke at gøre ham opmærk­som på, at han kunne bøje tommelfinge­ren ind imod håndfladen - og på denne måde "opfinde" et "12-tals-system" -det ville også være synd for vor ople­velse.

 

 

 

argang Nr. 16 August 1993, Seite 8.