Galeria

Medlemsblad for Danzig Gruppen

 

protesterede tog de til pistolerne - og så skynder man sig bort!
Med denne opførsel forstår jeg bedre, hvorfor samme Lech Walesa ikke er særlig populær i Polen - at det vist har noget med hans politik og abortforbud at gøre - kommer ikke denne sag ved. I mine øjne er han lille, overvægtig og uhøflig ... basta!

Efter en hurtig rundgang var det tid til frokost, som blev indtaget ved en af de mange små boder, som fandtes overalt på udstillingsområdet.
Her fås bl.a. keshebab, slasczlick, pølser, hamburger, pommes frittes og sandwich, slik, samt øl og vand.
Med Peter som den "erfarne", valgte vi PIVO LECH, (Pivo er øl på polsk og Lech er et godt gammelt polsk konge­navn, men også navnet på en fremra­gende lokal øl), så det første jeg lærte at sige på polsk var: "Dwa Piva Lech" (To Lech øl).
Vi kigge også indenfor hos handlerne, hvor der var et righoldigt udvalg fra alverdens lande.
Vi fandt alle et og andet, vi kunne bruge, men priserne var som sædvanligt - i forbindelse med en international udstilling - skruet op i et for højt leje. Der var meget bedre køb i pavillon 40, hvor byttelokalerne befandt sig.
Der var kommet filatelister fra både nær og fjern,  indland og udland - og udbuddet var både stort og righoldigt. Selvfølgelig var moderne Polen bedst repræsenteret. Ud over de forventede Østlande, så var der masser af ting at kigge på - og priserne var nogenlunde rimelige.
Desværre for mig, så løb jeg ind i de sædvanlige problemer; der var intet Danzig materiale ud over de mest al­mindelige "almindeligheder".

En halv time efter udstillingens lukketid begav vi os mod udgangen.
I en lille bod, hvor der solgtes strikke­varer m.m. faldt Brigitte selvfølgelig netop for den smukke Angora-trøje, som jeg havde fået kig på udefra.
Farvevalget i trøjen var meget dristigt med lilla nuancer på grå og sort bund, tilsat skriggrønne og blå stænk. Da der udelukkende var tale om unika model­ler, fik Brigitte trøjen for ca. 500 kro­ner. Da jeg fortalte min kone om hæn­delsen, fik jeg den melding, at det skulle jeg ikke være ked af - for hun ville være ked af at skulle være nødsa­get til at vaske trøjen i hånden!
Sådan endte historien om trøjen til alles tilfredshed - og jeg fik aldrig købt noget andet med hjem til min kone!
Sammen slentrede vi over til Brigitte og Bents hotel (Hotel Merkur), som lå lige i nærheden. Vi fik en lummer dansk øl fra Bent's bagagerum inden vi fortsatte ind til byen for at finde et sted, hvor vi ville være villige til at bruge vore penge til at måltid mad.
Der var ikke den store uenighed om kravene til stedet, men enigheden var lige så stor - så turen blev lang, og i mellemtiden var vi blevet så sultne, at nu skulle det blot være et spisested. Under den lange travetur ind til byens centrum havde vi forskellige oplevelser. En af dem var at gætte på, hvad defor-skellige skilte og reklamer betød - vort kendskab til det polske sprog var be­grænset til Peters ordforråd, som bl.a. ikke omfattede damelingeri (Brigitte), foto (mig), værktøj (Bent).
OK - så forsøgte vi os selv......!

 

 

 

argang Nr. 16 August 1993, Seite 13.