Galeria

DANZIG NYT

 

NU fik vi anvist rammerne - og jeg skulle til at sætte op.
Jeg skal nok nævne, at på dette tids­punkt havde vi ikke være i seng i over 30 timer, hvorfor vi blev enige om, at nu var der kun en halv times tid til, at vi kunne begive os hen til vort hotel. Men om forladelse. De to opsættere havde delt arbejdet imellem sig.
Den ene lavede passepartout; papstyk­ker, der skulle dække over de huller i rammens bagvæg, der ikke var dækket af eksponatet.
Han var udstyret med papstykker, der netop var lange nok til at dække ram­mens bredde, men for korte til højden. På grund af forskellige muligheder for bredden på eksponaterne, var bredden i overstørrelse - det vil sige, at de skulle flækkes på langs - eller som jeg fore­slog - sættes op før eksponatet, således at eksponatet dækkede over passepar­tout'et i stedet for det omvendte, som var den oprindelige tanke. Men en sløv lommekniv i forbindelse med papstyk­ker i en rimelig god tykkelse medførte problemer i form af halv gennemskårne - halvt afrevne kanter, der mildest taget så kedeligt ud.
Jeg fik min vilje - og eksponatet kom til at sidde ovenpå passepartouet. På sider­ne, hvor papstykkerne skulle forlænges i højde, blev sammenføjningen skjult af den færdige afskæring, der blev lagt ovenpå "trevlekanten" fra knivarbejdet. NU troede jeg, at jeg kunne montere, men NEJ.
Den anden opsætter/oppasser skulle skam også opfylde sin del af arbejdet -jeg pegede og han satte monteringsklip­sene i bagvæggen. D.v.s. at et par gange ville han være "forud", med det resultat, at klipsene var sat i de forkerte huller!
Efter yderligere et par timers "fælles" monteringsarbejde (der normalt kun tager 20-25 minutter, når jeg er alene) -kun afbrudt af en lille tår af den med­bragte lommelærke - blev monteringen endelig færdig - og vi kunne sidde og vente på, at "glasfolkene" skulle arrive­re og udføre deres del af arbejdet.
ENDELIG - der var kommet glas på! Og .... efter den tilforordnede havde noteret klokkeslæt kunne vi endeligt begive os af sted med "opsætterne" og politieskorden tilbage til indtjeknings-kontoret.
Igen skulle jeg kvittere for, at jeg havde opsat samlingen, hvorimod det kneb med at få en kvittering for, at jeg havde afleveret samlingen på udstil­lingsstedet.

Imidlertid var vore "trængsler" endnu ikke forbi - vi skulle have udleveret partoutkort til udstillingen. Det skete i en tredje bygning (Pavillon 11).
Også her var der sprogproblemer - men efter et stykke tid blev vi begge fotogra­feret og fik udleveret vore partoutkort uden videre dikkedarer - jeg fik den opfattelse, at enhver kunne få et kort, hvis blot man stillede sig op i køen -der blev i alle fald ikke tjekket navne. Udstillingskataloget fik vi samme sted, dog først efter behørig kvittering for modtagelsen.

Jeg tror, der sammenlagt gik en 6-7 timer før vi igen var udenfor udstilling-området - og nu gik det med fuld fart til hotellet.
Igennem Peters svigermor var der reser­veret et værelse til mig på Hotel Polo­nez.

 

 

 

 

argang Nr. 16 August 1993, Seite 10.